Extraordinary Heart And Soul
Opdagelsesrejsende i hjerte og liv

Nyt album fra Jan Rørdam

Med ‘Extraordinary Heart And Soul’ har Jan Rørdam skabt et album, der generøst inviterer lyttere med på en tidløs, nænsomt spillet og også meget personlig rejse:

”Det her album er det optimale for mig nu. Jeg er ekstrem tilfreds med udtrykket og stemningen. Sangene er 100 procent mig. På godt og ondt”, siger den usædvanlig kompetente solist.

‘Extraordinary Heart And Soul’ er indspillet i Jan Rørdams eget studie på en husbåd på Refshaleøen i Københavns Havn. Her har den 54-årige guitarist, sangskriver, sanger og producer arbejdet i nogle år. Meget tæt på hovedstadens myldrende centrum og dog fuldstændig fredeligt hviler bådenpå sin matrikeladresse og sejler ingen steder. På levende grund har den hjemme. Ligesom sin lejer. Fortrinsvis i skibets dagligstue er de nye sange opstået over en længere periode på en guitar eller sommetider på en ukulele, og det er i udpræget grad en strengeinstrumenternes cd. Sådan havde Jan Rørdam lyst til, den skulle være:

”Med alderen er jeg blevet mere sikker i mine valg. Som 25-årig prøvede jeg alt muligt, for der var mange udtryk at vælge imellem. Med årene bliver fonden kogt ind og kogt ind igen og igen. Det bliver nemmere at begrænse sig, og det er en stor fornøjelse for mig at kunne sige: nu vil jeg gerne lave noget med akustisk guitar og andre strengeinstrumenter i centrum og faktisk slet ikke have trommer med.Det giver en fantastisk luft i musikken, og det elsker jeg. Jeg har udfordret mig selv og min sangskrivning på denne cd og føler, sangene er anderledes end noget andet, jeg har lavet i min karriere’.

Københavneren Jan Rørdam er født i september 1958, og hans karriere og hans anerkendelse som musiker og sangskriver strækker sig årtier tilbage. ‘Extraordinary Heart And Soul’ følger fire år efter, han fik udgivet det dansksprogede soloalbum ‘En masse snak om værdier’. Både før og efter det album har han spillet pop på dansk med sin ekskone Alberte Winding, som han samarbejdede med allerede tidligt i karrieren. På bestilling har han også lavet tv- og filmmusik, herunder julekalendere og anden musik til børnetv-. Og så har han for eksempel spillet jazz med saxofonisten og vennen Benjamin Koppel på albummet ‘Sax & The City’, der udkom i 2010.

Tankerne og følelserne på ‘Extraordinary Heart And Soul’ trækker lange tråde tilbage i tiden og har temaer, han ikke har skrevet om før, siger Jan Rørdam:

”Det er en cd om at være midt i livet og om at have oplevet nogle år, hvor man ikke følte sig på fast grund. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i de seneste ti år af mit liv har brugt megen tid på – helt i overensstemmelse med albummets cover – at være opdagelsesrejsende i eksistensen. I hjertet og i livet. Jeg har taget nogle ordentlige ture med mig selv og mine vilkår og gennemlevet nogle svære perioder, siden jeg for ti års tid siden blev skilt og opdagede en afgrund, jeg ikke anede fandtes. På den anden side af det kom musikken på ‘Extraordinary Heart And Soul’.

Med sig på albummet har han blandt andre de to yngre kolleger: guitaristen Andreas Fuglebæk og sangeren Nynne Hansen som også medvirker i live sammenhæng, sammen med Rasmus Zeeberg. I sangen ‘Beautiful Day’ finder de en stemning, der er blød og lys som det spæde forårs løfterige sol.

‘A Nice Cuppa Tea’ er åben og let drillende som en kærlig flirt, og trods at titelsangen ‘Extraordinary Heart And Soul’ reflekterer et brud, fortæller den uden at bruge store armbevægelser i hverken musik eller tekst om en kærlighed, der er langmodig og umistelig – selv om man ikke længere følges ad i et og alt,som ‘forever’ også følger op på.

Nuancerne i strengespillet har tråde tilbage til dengang, Jan Rørdam som teenager fik guitarundervisning et sted på Vesterbrogade og spillede noget hans lærer kaldte ragtime guitar– inspireret af fingerspilsvirtuoser som Ralph McTell, Bert Jansch, John Renbourn og danske Sebastian.

Kærligheden som en både personlig og universel følelse af håb og tillid spiller også ind i ‘How Bright The Stars’, ‘Questions Come Quicker Than Answers’, ‘Sorry That Your Flowers Arrived Too Late’ og andre sange, der rummer melankoli. Både i musikken komponeret af Jan Rørdam selv og i teksterne skrevet i tæt samarbejde med den engelskfødte ven Brian Patterson. Det er ikke indadvendt grundende og glædesløs vemod. Der er derimod en varm stemning af gylden, rummelig, åben og levende melankoli i Jan Rørdams sange. Helt bevidst fra hans side er de enkle i udtrykket:

”Jeg elsker det enkle. Sangene kan virkelig spilles på en akustisk guitar alene, og Brian har også arbejdet meget med enkelheden i teksterne. Med ‘Extraordinary Heart And Soul’ har jeg lavet et album, der ikke bare er hyggeligt. Det er også åbent over for de sværere sider af tilværelsen, og det måtte det være, hvis det skulle være ærlig. Og det ønskede jeg, at det skulle være”.

Jan Rørdam: Extraordinary Heart And Soul. Udkommer 16. november 2012.

Kontakt og info
www.janrordam.dk